Vejadgange og trafiksikkerhed

Søren Underlien Jensen, Puk Kristine Andersson & Johanne Winther Sall, Juni 2021

En stor del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken kvæstes i ulykker på landeveje. Derfor er landeveje centrale i ulykkesbekæmpelsen. Trafitec har for Vejdirektoratet beskrevet og dokumenteret sammenhænge mellem vejadgange og trafiksikkerhed på statsveje i åbent land.

Grundlaget for undersøgelsen er statsveje i åbent land - eksklusive motorveje og motortrafikveje. Undersøgelsen er baseret på i alt 2.331 strækninger med en samlet længde på 1.914 km. For strækningerne haves data for trafik- og politiregistrerede ulykker i perioden 2010-2019, en lang række øvrige strækningsdata samt data om type og placering af vejadgangene.

Der findes godt 17.000 vejadgange på strækningerne. Vejadgangene er fordelt på 11 typer: Enfamiliehuse, flerfamiliehuse, erhverv, landbrugsejendomme, offentlige stier, mark, skov, private fælles veje, sommerhuse, tankanlæg og andet. Vejadgangenes betydning for antallet af ulykker og personskader er kvantificeret ved at opstille ulykkesmodeller med brug af state-of-the-art metoder.

Ved at opstille mange forskellige ulykkesmodeller er det undersøgt, om vejadganges betydning for trafiksikkerheden påvirkes af andre forhold ved strækningerne såsom trafikmængde, tværprofil, hastighedsbegrænsning osv. Hvilke typer af ulykker, som vejadgange giver anledning til, er undersøgt ved en særlig ulykkesanalyse.

Undersøgelsen viser klart, at nogle typer af vejadgange forværrer trafiksikkerheden ganske betydeligt, mens andre typer af vejadgange har en beskeden eller ingen betydning for trafiksikkerheden.

Hent publikation: