Bilisters oplevede serviceniveau på motorveje

Søren Underlien Jensen, August 2016

Vejdirektoratet har finansieret nærværende undersøgelse, der objektivt kvantificerer bilisters oplevede tilfredshed og serviceniveau på motorveje. Resultaterne giver et udtryk for, hvor godt en motorvej kan servicere bilisterne.

For at fastlægge hvordan trafikafvikling, vejgeometri og andre forhold påvirker bilisters tilfredshed blev 188 tilfældigt udvalgte respondenter forevist 80 videoklip af vejstrækninger optaget fra en kørende passagerbil, heraf 48 fra motorveje.

Respondenterne skulle vurdere videoklippene på en 6-punktsskala gående fra meget tilfreds til meget utilfreds. Det resulterede i 7.497 tilfredshedsvurderinger. Omkring 400-450 variable beskriver hvert videoklip (trafik, vej, omgivelser, vejr, osv.) og respondenterne.

Modeller for bilisters oplevede tilfredshed er udviklet med brug af kumulativ logit regression. Modellerne inkluderer variable, der signifikant korrelerer med tilfredshedsvurderingerne. Otte variable indgår i modeller for motorveje; gennemsnitshastighed, hastighedsbegrænsning, bredde af nødspor, antal tilkørsler pr. km, antal frakørsler pr. km, antal lastbiler pr. spor pr. km, antal personbilenheder pr. spor pr. km og en dummy for trafiksammenbrud.

Modellernes resultat er tilfredsheden fordelt på 6-punktsskalaen. Denne tilfredshed oversættes efterfølgende til et serviceniveau. 

Udover denne tekniske rapport findes også It-værktøj og brugervejledning til beregning af bilisters oplevede serviceniveau på motorveje.

   

Hent publikation: