Cyklisters sikkerhed i rundkørsler - Sammenfatningsrapport

Søren Underlien Jensen, Marts 2013

Rapporten er en sammenfatningsrapport fra projektet Cyklisters sikkerhed i rundkørsler finansieret af Cykelpuljen.

Projektets formålet er at studere sikkerhedsmæssige konsekvenser med særlig fokus på cyklister ved at ombygge kryds til rundkørsler og af at designe rundkørsler på bestemte måder.

Projektet er delt i tre; et litteraturstudie, et studie med opstilling af uheldsmodeller for rundkørsler og en før-efter uheldsevaluering af ombygninger fra kryds til rundkørsler.

Projektets resultater viser at cyklisters sikkerhed ofte forværres ved ombygninger af kryds til rundkørsler. Dog er der stor forskel på de sikkerhedseffekter, der opnås for cyklister. Det er fundet, at særligt hastighedsbegrænsning, forekomst af dobbeltrettede cykelstier langs veje hen til kryds, type af cykelfacilitet og højde af midterø i rundkørsler er af stor betydning for sikkerhedseffekterne for cyklister. Det er muligt at ombygge kryds til rundkørsler, så cyklisters sikkerhed forbedres. Man skal vælge kryds med omhu og designe rundkørsler på en sikkerhedsmæssig optimal facon.

En lang række forhold ved rundkørselsdesignet er af betydning for sikkerheden. Det gælder bl.a. type af rundkørsel, antal vejgrene, vinkel mellem vejgrene, diameter og højde af midterø, bredde af tilfarts-, frafarts- og cirkulationsspor, arrangering af frafarts- og cirkulationsspor og shunts, type af cykelfacilitet, type af sekundærhelle, belysning, antal og placering af forvarslings- og vejvisningstavler samt oversigt før rundkørsel til cirkulationsareal og vejgrenen til venstre.

Ved ombygninger af kryds til rundkørsler har andre forhold udover designet af rundkørslen også en betydning for sikkerhedseffekter. Det gælder eksempelvis hastighedsbegrænsninger, trafikmængder og krydsets design, herunder reguleringsform samt forekomst af svingbaner og dobbeltrettede cykelstier.

Hent publikation: